Fitness og forretning forenes i Seier

På Aarhus Ø finder du det eksklusive fitnesscenter Seier. Her er de erhvervsdrivende tidligt oppe for at nå dagens træning inden morgenmødet. Der indgås forretningsaftaler på løbebåndet og netværkes over proteinshaken.

Af Karen Marie Gejl

I Pakhusene, omgivet af erhvervskontorer, ligger Seier Fitness på første etage med havudsigt. ”Seier Fitness” logoet lyser stærkt hvidt mod den mørke himmel denne morgen. Lyset i vinduerne giver os et lille kig ind til et af Aarhus dyreste fitnesscentre.

Centeret er ejet og opkaldt efter Mads Seier, hvis efternavns ordlyd og kommer til at fremstå som en analogi for fitnesscenteret. Folk, der træner her, har klatret op i erhvervslivet og sidder nu med en lønning, der kan finansiere deres eksklusive fitnessabonnement.

Børsen og detox-shake

Indgangen til Seier Fitness leder lige hen til loungeområdet. Der lugter ikke af sved som i andre fitnesscentre, men af sæbe og friskkværnet kaffe. De bløde, gule sofaer og mønstrede persertæpper står i stærk kontrast til betongulvet. Reolen er fyldt med brætspil og bøger. Ovenpå står et guldur i en glaskuppel, men man kan ikke høre dens tikken for Lukas Graham i højtalerne. I vinduet står der et skilt med teksten ”SEIER FAMILY”.

Alle der træder ind møder hinanden med smil efterfulgt af ’godmorgen’ og et ’vi ses’ på vejen ud. Klokken er kun lige slået syv, og mange er allerede godt beskæftiget med morgentræningen. ”3,2,1, ja tak,” tæller den personlige træner, mens en ældre herre ihærdigt kaster slambolden i jorden.

På sofabordet ligger ugens udgave af ’BØRSEN’. Ved siden af ligger ”Seier’s refuel menu” med frisk presset juice, kombucha og proteinshakes med titler som ’Detox yourself’. De grå betonvægge er peppet op med store fotografier fra holdtræninger og større begivenheder. Et af dem viser prinsgemal Henrik, der klipper snoren til centeret. Han er bare én af de store kanoner, der har løftet vægte i Seier.

”Men de er også bare medlemmer,” siger Mads Seier.

Stærk krop – stærkt netværk

Fire gange om ugen mødes Seier Fitness’ erhvervsnetværk med sloganet ’Stærk krop – stærkt netværk’. På Seiers hjemmeside kan man læse om netværksmedlemmerne og deres stillinger i erhvervslivet. Man skal søge om at blive medlem, og alle har en arbejdsprofil, der passer ind i netværket.

”Netværkets formål er at hjælpe karriemanden, eller kvinden, med at sætte deres træning i struktur. Det er ikke et klassisk netværk. Man kommer for at træne, og så går netværkssnakken over en kaffe og morgenmad bagefter,” siger Mads Seier.

Efter morgenens holdtræning kommer netværkets medlemmer snakkende ind i loungeområdet. Der er høj energi efter en veloverstået HIIT-træning. Sveden perler på deres pander. De takker alle ja, da en medarbejder byder på kaffe.

”Det har vi fortjent” lyder det fra en af deltagerne.

Mens snakken går, mere med smådrillerier end erhvervssparring, sættes morgenmaden på bordet: Frisk presset gulerodsjuice, yoghurt med granola og special kaffe.

”Jeg skal da have et billede af morgensættet, det er jo lige til insta,” siger et af medlemmerne.

Hun tager en hurtig selfie med morgenmaden, før hun tilfreds putter skeen i munden.

Lene Thirup har gået i Seier Fitness i seks år. Hun giver næsten 2000 kr. for sit ’all in’ abonnement, der indebærer fri adgang til hold og træning i centeret, håndklæde og vand til træningen, sauna og vinterbadning, kropsanalyse, adgang til en arbejdsstation og eget skab.

”Jeg ville aldrig selv give 2000 kr. for at et fitnessabonnement, det er mit arbejde, der betaler. Til gengæld får de en sund og trænet leder, der møder frisk op på arbejde efter en omgang træning, morgenmad og sparring,” siger Lene Thirup.

I dag falder netværksdiskussionen tilfældigt på AI, og hvad det betyder for deltagernes arbejde. Ellers er der ikke meget faglig dialog denne morgen.

”Nogle dage er synergien i gruppen bedre end andre dage,” siger Lene Thirup.

I fitnessland er alle forretningsmænd lige  

Tilbagelænet i sofaen med sportskasket sidder Christian Adamsen.

”Jeg skiller mig jo lidt ud” siger han med et smil, og de andre nikker.

Christian Adamsen er 23 år og selvstændig. Han oplever, at det kan være svært at blive taget seriøst af de andre i branchen, men at træningen bryder aldersbarrieren:

”Når man ser hinanden i træningstøj, piller man et lag af, og så er folk lige.”

Han vender sig om, og siger til de andre:

”Det er ligesom Heine. Han er en anden, når man ser ham på tiende sal i et jakkesæt, end når vi træner. Så er det ham, der er i knæ.”

Det griner de af.

Christian Adamsen fortæller også, at han lige er blevet inviteret på et glas vin af en fra netværket:

”Denne mulighed havde ikke budt sig, hvis vi ikke have mødt hinanden her.”

Business

To mænd sidder i loungen og venter på konerne, der er til TRX træning. De falder hurtigt i snak om livet på øen. De fortsætter snakken om deres arbejdsliv, mens konerne er i omklædningen. Inden de kommer ud, har de to mænd allerede aftalt et kaffemøde i den kommende uge.

Mads Seier fortæller, at der generelt bliver lavet mange forretningsaftaler i centeret. Nogle tager morgenmødet på løbebåndet, andre møder fremtidige forretningspartnere mellem deres bænkpres sæt.  

Fælles for de fleste er den superhelteagtige transformation, der sker, når de svedige motionister bliver nærmest uigenkendelige efter skiftet fra stram lycra til fuldt jakkesæt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *