Som 42-årig sprang Søren Dalgaard Knudsen ud som homoseksuel. Inden det var han gift med en kvinde og følte sig alene med tvivlen om sin seksualitet. Næsten dobbelt så mange homo- som heteroseksuelle mænd føler sig ensomme, men mødet med ligesindede kan være en vej ud. Det var det for Søren.
Af Karoline Fogh Lassen og Karen Marie Gejl
Søren kigger tomt ud ad forruden, mens tårerne trækker spor ned ad hans kinder. Bilen holder i tomgang på rastepladsen ved Egå Engsø, nord for Aarhus. Han er rutinemæssigt taget herud på vej hjem fra arbejde for at tømme hovedet, inden han igen skal vende hjem til illusionen af et velfungerende ægteskab.
Søren Dalgaard Knudsen er 42 år gammel, og tvivlen omkring hans seksualitet har ligget på lur i tolv år. De seneste måneder har den vokset sig så stor, at den ikke længere kan ignoreres. Han elsker sin kone. Det har han aldrig været i tvivl om. Men har han nogensinde været forelsket?
Tankerne spøger ikke kun på rastepladsen. De farer rundt og forstyrrer en ellers struktureret og rolig hverdag som butikschef på en tankstation. Men det er der ikke andre end Søren, der ved. I stedet for at tale om det, kører han herud for at fantasere om et ærligt liv og lægge en plan for, hvordan han skal nå dertil.
Søren sidder her typisk i flere timer. Turen hjem fra arbejde tager ikke mere end en halv time. Han burde helt sikkert køre nu.
Der er ensomt i skabet
“Det er noget, der skræmmer mig, når jeg tænker tilbage på det,” fortæller Søren, når han i dag genbesøger den del af hans fortid. Den del, der foregik på en rasteplads, og hvor han følte sig helt alene.
Søren er desværre ikke den eneste. En undersøgelse fra Projekt Sexus viser, at fire ud af ti homoseksuelle mænd føler sig ensomme. Det er næsten dobbelt så mange som de heteroseksuelle mænd.
Bjarke Følner er konsulent i Als Research, som er en forsknings- og rådgivningsvirksomhed med speciale i blandt andet køn og seksualitet. Her har han forfattet en rapport fra 2020, der undersøger udfordringer ved at have en LGBT-identitet. Ensomhed er et af hovedtemaerne.
“Man er meget udsat for ensomhed som LGBT-person, hvis man ikke tør være åben over for sine nærmeste omkring sin seksualitet. Den stærke sammenhæng kan pege på, at man føler sig ensom, fordi der er en meget vigtig del af en, som man ikke kan eller ikke tør at dele,” siger han.
Homoseksuelle kan opleve diskrimination og mistede venskaber i forbindelse med, at de springer ud, og det kan lede til ensomhed. Det er dog dem, der slet ikke er sprunget ud endnu, der fylder mest i statistikken. Ifølge Bjarke Følner risikerer man nemlig ensomhed, hvis man ikke deler sine tanker og tvivl med nogen. Det handler ikke om, hvor mange relationer, du har, men om dybden og kvaliteten af dem.
Kan man være gift med en kvinde, men tiltrukket af mænd?
Årstallet er 2017, og udenfor daler bladene i de samme nuancer som en ildebrand. Søren er på besøg hos en kammerat på hans kontor. På den ene side af skrivebordet troner en ensom kontorstol, som ellers er kammeratens plads, men i dag sidder de skulder mod skulder på den modsatte side.
”Jeg er homoseksuel, men jeg lever i et heteroseksuelt ægteskab,” fortæller kammeraten.
Søren nikker forstående, men indeni i ham er et sort hul ved at gøre sig større med 200 kilometer i timen. Pludselig sidder han foran et spejl og kan sætte store grønne flueben ud fra alt det, der kommer ud af munden på hans sidemakker.
”Vores sexliv er sgu ikke, som det skal være. Når vi endelig er sammen, er det af pligt og ikke af lyst.”
Tjek.
”Jeg kører omveje, når jeg skal hjem fra arbejde.”
Tjek.
“Kan man virkelig det? Kan man være gift med en kvinde men tænde på mænd?” tænker Søren, og det sorte hul bliver altopslugende.
De næste mange måneder er det som om, at nogen placerer en osteklokke over hovedet på ham, hvor kun en enkelt indre stemme har formået at klemme sig ind. Ind under den nederste kant. Op langs indersiden af glasset. Ind i øregangen, hvor den har sat sig til rette for dagligt at hviske: hvordan fanden løser du det her?
Kuren findes ikke på flaske
Når man som Søren går alene med sine tanker, lurer de negative følelser lige rundt om hjørnet. Ifølge Julie Breinegaard, der er psykoterapeut med fokus på køns- og seksualitetsanerkendende terapi, er både forvirring, skam og følelsen af at være forkert forbundet med at erkende sin seksualitet. Følelser, som havde sneget sig ind på Søren, da han forlod sin kammerats kontor tilbage i 2017.
“Jeg begyndte at tænke over, om man kunne leve med det, og over om jeg nu ville begynde at leve på en løgn. Så fik jeg pludselig også nogle etiske og samvittighedsmæssige overvejelser, som jeg havde lidt udfordringer ved,” fortæller han.
Men ikke alle er som Søren. Andre har altid vidst, at de var tiltrukket af noget andet end den, der lå ved siden af dem i sengen hver nat. For dem kan der også være meget sorg forbundet med at have gemt sig og ikke levet det liv, de har længtes efter.
Uanset findes kuren ikke på flaske eller i pille form. Den findes i mødet med andre, der har det som en selv. At se hoveder nikke genkendende. At høre andres historier og opdage, at der er en anden side, som er mulig at nå til. At opdage, at ingen følelser varer evigt.
“Man bør finde nogle at dele erfaringer med og spejle sig i. Det er noget af det, vi ved, afhjælper ensomhed og giver styrke til de udfordringer, der følger med,” siger Julie Breinegaard.
To mænd på en rasteplads
Årstallet er 2018, og for et par måneder siden blev Søren og ekskonen enige om, at de skulle skilles. Tvivlen er langsomt ved at blive til sikkerhed, men den ligger stadig gemt væk et sted, som kun han kender til.
Der var ikke længere plads til både ham og ekskonen i huset, selvom de havde aftalt at blive boende sammen, indtil Søren fandt noget andet. Derfor er han flyttet på hotel, og ensomheden er skyllet ind over ham som en tsunami. I det mindste behøver han ikke rastepladsen for at tømme tårekanalerne længere.
Søren tager flere og flere vagter på jobbet for at fylde timerne ud. På et tidspunkt blev han tilbudt en sygemelding, men den tog han ikke i mod. Godt nok er han stresset og angst, men hans chef skal ikke bestemme over ham. Han kan sagtens fortsætte.
En dag på vej hjem fra arbejde kan Søren mærke, at han har fået for meget kaffe. Derfor drejer han af til en rasteplads ved Låsby, mellem Silkeborg og Aarhus.
Han svinger benet ud af bilen og løfter blikket, der pludselig støder sammen med en andens. Foran ham står en skrøbelig skikkelse, som han genkender fra et medie for homoseksuelle. Her har Søren skrevet med forskellige mænd, selvom han endnu ikke er sprunget ud. Manden foran ham er en af dem. Men de har aldrig aftalt at mødes.
“Har du lyst til at snakke lidt,” spørger manden.
Søren nikker.
Sammen trasker de over parkeringspladsen og hen til et bordebænkesæt under åben himmel. Manden fortæller, at han lige har stået på kanten af sit liv. Bogstaveligt talt. For en måned siden sprang han ud som homoseksuel, og for få minutter siden overvejede han at springe ud fra en motorvejsbro.
Søren må flere gange samle sin underkæbe op fra græsset, mens hans sidemand fortæller. Og så deler han for første gang sin egen historie. For hver sætning, der kommer ud af munden på ham, sænker skuldrene sig et par centimeter.
Der sidder de så og griber hinanden, til solen går i seng.
Homo med forsinkelse
Søren er i dag tovholder for netværket Homo med Forsinkelse, hvor han har samtaler med mænd i livskrise. Meningen med det sociale netværk er at give mulighed for tale med nogen om de udfordringer, der følger med at springe ud i en sen alder. Personen, der sidder overfor, er ikke tilfældig. De er ikke uddannede behandlere, men de har gode øre og brede skuldre, og så har de oplevet problemerne på egen krop. Derfor kan de hjælpe med alt fra, hvordan du kan springe ud til dine kollegaer til store følelser som ensomhed eller nyforelskelse. Med over 800 medlemmer er netværket et af de største under LGBT+ Danmark.
Homo med Forsinkelse har især hjulpet Søren med at sætte ord på sine oplevelser. Når han tager den professionelle kasket på, bliver han en åben bog. Han deler ud af de tanker, der fyldte alt, da han var ved at springe ud, men som han dengang ikke delte med nogen. Netværket startede op i Aarhus i 2019, og Søren ville ønske, at det fandtes, da han selv var tvivlende.
“Jeg havde helt klart selv benyttet mig af netværket, hvis det fandtes dengang. Jeg var jo desperat for at finde ud af, hvad der skete og om det var almindeligt,” fortæller Søren, der den dag i dag ved, at der er mange, der har samme historie som han selv.
I dag ser han tilbage på mødet på rastepladsen som hans første uofficielle Homo med Forsinkelse samtale.
Det sidste skub
Søren og manden skilles på rastepladsen efter fire timer. Det er som om, at solen gemmer sig lige under horisonten, for himlen bliver aldrig helt mørk på denne tid af året. Han lukker døren til den lune luft og er alene igen.
Søren havde egentlig lagt en ret veludført plan. En plan for, hvordan han skulle springe ud, som han altid kunne finde på et stykke papir inde i sit hoved, når stressen og ensomheden og angsten kom kravlende.
Der er kun gået et par måneder siden, at planen gik i gang. Han havde udtænkt, at det ville tage i hvert fald et år at nå til det trin, hvor han faktisk skulle springe ud. Men med blikket mod forruden og hånden på gearstangen er han klar over, at han ikke vil ende som manden på rastepladsen. Hvis turen ud af skabet kan rede ham, må det være den, han tager.